Argumentet for en Timberwolves returbillet for Kevin Love

Det var en negativ skilsmisse for lidt under et år siden i Minnesota, men det ændrer ikke det faktum at Kevin Love og Timberwolves har brug for hinanden, og teoretisk set kunne finde sammen igen over sommeren.

Lad mig med det samme slå noget fast, så ingen er i tvivl: Cleveland er det bedre sted, sålænge man søger et mesterskab. Der burde på intet tidspunkt være noget modargument til denne påstand. LeBron James er stadig 85% af den spiller han plejede at være, hvilket er nok til hive en titel i hus indenfor de næste par år, især når han er flankeret af Kyrie Irving, der er 85% på vej i den modgående retning; altså opad.

Men til tider handler det ikke udelukkende om mesterskaber. Til tider kan et behov for at excellere være den primære motivationsfaktor, og det ser i højere og højere grad ud til at være sagen for tidligere All-Star power forward, og eliterebounder, Kevin Love. Hans sæson med Cleveland har mindet meget om det første år Chris Bosh spillede med LeBron og Dwyane Wade i Miami, hvor det var svært at justere sig til en mindre rolle samt en udfordring at opgive ansvaret til andre.

Bosh, dog, valgte at justere sig. Han fokuserede på at blive en bedre forsvarsspiller, samt en bedre skytte, så han via de dimensioner kunne assistere sit hold bedre gennem lange slutspilsserier. Strategien virkede, og Bosh sidder som resultat af det med to ringe. For Love er historien en anden, idet justeringen muligvis ikke er ønsket.

Fans har altid haft en grum tendens til at tro, at spillere foretrækker sejre og mesterskaber over personlig glorie. For nogle er dette rigtigt, for andre er det ikke. Love falder ind i den anden gruppe, hvor betydningen af hans rolle ved dette stadie i hans karriere er mere vigtigt for ham, og det er hans valg. Han ønsker ikke at blive anvendt som en glorificeret Al Harrington og vinde en titel som en forholdsvis ligegyldig faktor1. Nej, Love ønsker en rolle hvori han samler sig de store stats og er det største led til enhver succes hans klub opnår. Det er netop derfor der er bekymring i Cleveland for tiden, idet organisationen frygter, at Love smutter her til sommer.

Bekymringen er forståelig. Love har haft svært ved at passe ind i Clevelands angreb, der er blevet domineret mere og mere af den udviklende Irving, som stadig ikke er en point guard med specielt habile afleveringsfærdigheder. Ydermere ønsker LeBron sig et tæt bånd mellem alle spillere, hvor Love er mere fjern og kræver sin egen plads. Undervurdér ikke hvor store irritationer sådanne modsætninger kan give hinanden, selvom det ikke kommer fra et ondt sted. Vi kender alle til den kollega som man bare ikke kan med, fordi man hver især lever, og opfatter, livet med så markant forskellighed, at der aldrig kan blive etableret nogen grundlagt forståelsesbasis for hinanden. For LeBron og Love, ligner det en lignende situation, trods de har sporten tilfælles.

Så lad os lege tidsmaskine sammen. Vi hopper ind i juli, hvor Love har meddelt Cleveland, at han ikke vender retur. Hvad nu? Hvor skal han til?

New York er en stor scene, og der er muligheder for en stor rolle, samt en masse skud. Men okay, mediedækningen er enorm, og man skal justere sig til et hold med James Dolan som ejer. Plus, man ved ikke helt hvad der sker med Carmelo Anthonys knæ, og man vil nu værdsætte at have noget hjælp.

Knicks = Niks.

Hvad med Californien? Los Angeles Lakers har råd, og når man nu spillede collegebold ved UCLA kunne det da være en mulighed, idet klubben ønsker at hente ens gode ven, Russell Westbrook, ind i 2017. Men det er også en stor gamble, for hvad nu hvis Russ bliver i Oklahoma City?

Lakers = På listen.

Når man kigger fremad kan man aldrig helt lade være med at kigge tilbage, og her mindes man i et svagt øjeblik de kolde dage i Minnesota. Man husker pludselig at de unge Timberwolves har haft et Top 4 pick i sidste måneds draft og at spilleren man blev tradet for vandt Rookie Of the Year. Samtidig er der lige den her Zach LaVine knægt, og den interne forbedring fra Gorgui Dieng og Shabazz Muhammad skal nu hellere ikke ignoreres. Ricky Rubio er der stadig, og ligeledes nogle veteraner i Kevin Martin og Nikola Pekovic. Hmm, faktisk er det eneste de mangler en scorende power forward der kan være aktiv på glasset…

Tanken bliver til overvejelse. Loves kendskab til klubben, deres system, ejerskabet, områderne, kulturen og alle de små finurligheder man nu opdager efter at have tilbragt seks år ved en klub, gør hele processen hundrede gange lettere. Her skal han ikke genfinde sig selv, han skal bare vende tilbage og lade klubbens medlemmer justere sig til ham, som de har gjort hundredevis af gange før. Ja, Andrew Wiggins har en større rolle og det kræver noget opmærksomhed, men når klubben havde ligaens sjetteværste offensiv, burde det være en forholdsvis nem justering at lave.

Der skal lige ryddes nogle kontrakter ad vejen først, dog. Anthony Bennetts $5.8 millioner skal ryddes fra cappen, og historien er den samme med Chase Budingers $5 millioner og Adreian Paynes $1.9 millioner. Philadelphia er nok friske på at påtage sig alle tre, sålænge Minnesota smider deres 2017 first-round pick som betaling for denne absorbering.

De $12.8 millioner klubben så rydder2 vil gøre, at man kun har Rubio, Martin og Pekovic på større veteranlønninger. Der tilsidesættes omtrent $5-6 millioner til klubbens rookie (alt afhængig af draftposition) hvilket frigør – hvis vi tager udgangspunkt i en cap på $67 millioner – en anelse under $17 millioner som åbningsløn for Love. Det er ikke helt optimalt rent finansielt, men det er som minimum et tilbud han vil lytte til. Kræver han mere, kan Kevin Martin flyttes forholdsvist nemt og dermed skabe mere økonomisk plads.

Idéen om en kerne i Minnesota der har elementer som Love, Wiggins, Pekovic, Dieng, LaVine og én af Jahlil Okafor, Karl Towns, D’Angelo Russell eller Emmanuel Mudiay er ikke dårlig på længere sigt. Man vil essentielt have opgivet et år med Love for Wiggins, og hentet Love tilbage i folden med nu langt flere våben.

Det kunne endda være Minnesota vinder lotteriet om 12 dage og opdager, at Towns kan starte fra første kamp af. Det vil betyde en generel shopning af Pekovic og hans $12.1 millioner. Der er mange klubber med et stærkt behov for en center, så der vil være interesse.

Pointen i dette tankeeksperiment er dette: Minnesota, for første gang i lang tid, har muligheder som de aldrig havde med Love ombord. De muligheder er så store at – hvis anvendt klogt – de kunne kaste dem ind i slutspillet hvis Love vender snuden retur og smider hans sædvanlige 25 point og 13 rebounds for dem. Det vil betyde mere for Love at gøre det som den primære spiller, end som en nærmest ligegyldig erhvervelse. Samtidig vil det betyde mere for Minnesota, at se den fortabte søn komme hjem og hjælpe dem i at komme videre.

Hvem ville ikke se det her igen?

Er det sandsynligt? På ingen måde. Men det er stadig en af de mere interessante vinkler der som minimum burde overvejes.

(Foto: Keith Allison)

  1. Cleveland kan potentielt vinde mesterskabet til juni uden hans hjælp, hvilket må være enormt demotiverende.

  2. Bare leg med.