De kedelige Grizzlies

Trods et ry som værende kedelige, har Memphis fundet opskriften til at nå langt i slutspillet. De lader simpelthen modstandere slå sig selv.

Spørger man den yngre generation af NBA-fans i dag, handler spillet om højt tempo, akrobatiske afslutninger og statistiske linjer der springer i øjet. Sjældent vil man høre megen begejstring om gode screens, stærkt hjælpeforsvar, åben kommunikation og scoring under kurven.

Det er lige sådan Memphis Grizzlies foretrækker det.

Klubben der bryder med stort set alle de nye normer af spillets udvikling er igen et elitehold trods deres langsomme natur 1, mangel på høj volume fra bag tre-pointlinjen 2 og ofte uimponerende box scores. Kun tre spillere snitter over 15 point, ingen modtager over 33.6 minutter og ikke én spiller i den etablerede rotation er yngre end 25. Dette er af design, ikke ulig San Antonios model, og en stærk nødvendig en når man tager de defensive krav under overvejelse, idet yngre spillere sjældent er i stand til at spille solidt og konstant forsvar, især for et hold med mesterskabsaspirationer.

Memphis har længe været kendt som en defensiv bulldozer af et hold. De tillader kun 95.7 point, femtebedste i ligaen, de fejler sjældent taget deres aggressive forsvar i betragtning og tvinger 15.4 turnovers ud af sine modstandere per kamp, godt for en ottendeplads, og det er igennem dette slid Memphis holder sig konkurrencedygtige.

Ved ikke at fejle meget, især på skud, minimerer de antallet af straffekast imod dem. Der skabes en yderligere distancering ved det faktum at de tvinger bolden ud af hænderne på modstanderne, og konstant er i plus ved turnoverkontoen; Memphis snitter selv kun 13.3 per kamp, syvendebedst. Det at kunne klemme point ud på den måde er en enorm effektiv metode gennem en 48-minutters lang kamp, da det lægger et pres på modstanderne til at afbalancere for deres tidligere fejl. Graver man sig ned i et hul mod Memphis ved at opgive bolden for meget, samt bliver afvist de skud man ønsker at få, er det stort set umuligt at komme tilbage i kampen da der skal spilles tæt på perfekt bold over en urealistisk lang periode. Denne udfording er specielt svær når man står overfor et af de mest stabile og disciplinerede hold i ligaen.

Til trods for Memphis har en MVP-kandidat i form af Marc Gasol, samt en tidligere All-Star i Zach Randolph, er det point guard Mike Conley der får maskineriet til at hænge sammen. Modsat spillere som Stephen Curry og Russell Westbrook, ser man ikke Conley opsamle sig hverken kæmpe scoringsaftener eller triple-doubles. Hvad Conley giver, er dog ikke mindre værdifuldt. Han er en af de bedste defensive point guards i ligaen, samt en af de mest solide til at beskytte bolden. Gennem årene er hans scoring, og effektivitet inde for den afdeling, gået op og han er i den forlængelse en af de bedste to-vejsspillere i ligaen.

Hvor mange vil pege på førnævnte Curry og Westbrook som MVP-kandidater, med rette, vil kun en lille portion af folket sætte kryds ud ved Conleys navn til f.eks. en All-Star afstemning. Conley er ikke en spændende spiller at kigge på, er den generelle holdning. Han går ikke amok til sådan en grad at man får en SMS ind fra kammeraterne der siger “League Pass Alarm – Mike Conley!” – Nej, Conley spiller som han altid har gjort; under kontrol og i sit eget tempo. Han slutter tit med omkring 13-17 point, 5-7 assists, et par rebounds og nogle steals. Flot, men ikke noget der springer i øjet. Dog er hans mangel på æstetik og eksplosive statlinjer det eneste man kan sætte en finger på, selvom man ikke engang burde gøre dét. Han er den spiller i ligaen der minder mest om Chris Paul – minus Pauls tendens til at floppe – og et argument kan sættes op for hvem den bedste forsvarsspiller af de to er.

At flyve under radaren er ikke en irritation for Memphis – Det er foretrukket. På intet tidspunkt bliver de hængt ud i medierne hvis de skuffer, da der ikke er de store forventninger til at begynde med, og det fører til en kollektiv fokus på grundprincipperne af spillet som drages stor nytte af i slutspillet. De vil hellere sætte nogle screens der frigør Marc Gasol til et åbent 10-fodsskud, end søge et dunk bare for at gøre det – Hint hint, Clippers – og det er denne disciplin og konstante udførsel der, igen, gør dem til et af ligaens mest undervurderede hold, samt en klokkeklar mesterskabskandidat.

Udfordringen i år er hård dog, hvilket især ses ved deres nuværende aktive tre-nederlag-i-træk stime. Memphis skal ikke bare igennem de sædvanlige mandskaber som San Antonio og Los Angeles. Feltet er blevet større, og her står Portland, Houston og især Golden State til at lave mere larm end sidste år. Den konventionelle tankegang her er, at de fleste af de mandskaber vil kunne løbe Memphis af banen i sidste ende over syv kampe. Det kunne potentielt ende med at være sagen – især i henhold til Golden State – men i givet fald vil Memphis med stor sandsynlighed give en lektion i halvbane udførsel, som det pågældende hold vil tage med sig fremadrettet.

Ovenstående er naturligvis et ekstremt eksempel på deres færdigheder, men det er den slags uselviskhed der præger dem på daglig basis, hvilket kun er farligt for alle andre.

(Foto: Mark Runyon – BasketballSchedule.net)

 


  1. Memphis er nummer 26 i ligaen i pace.

  2. 15.2 forsøg per kamp, næstsidst i ligaen.