En forklaring på Clevelands free agency

Cleveland Cavaliers har brugt mange hundrede millioner dollars denne sæson på at få deres egne spillere tilbage i folden, men hvordan hænger det sammen når de ikke har Bird Rights på LeBron James?

Der er mange der undrer sig over hvordan Cleveland Cavaliers kan have råd til at smide disse enorme kontrakter ud til henholdsvis Kevin Love, Tristan Thompson og Iman Shumpert, når LeBron James også skal tilbage i folden.

Svaret, i korte træk, handler om timing.

Ud af de førnævnte spillere er James den eneste der ikke er i besiddelse af hverken Early Bird – eller Full Bird Rights. Som forklaret tidligere her på siden er Bird Rights noget der tillader hold at gå over cappen for at få deres egne free agents tilbage på holdet.

I og med spillere først kan underskrive deres kontrakter den 9. juli, er alle de nye kontrakter i ligaen for tiden udelukkende verbale, og det er her det hele hænger sammen.

Cleveland skal nemlig skrive under med James først, og så de andre efterløbende. På den måde bruger de deres cap space på James, og er i stand til at gå over cappen via de andre spilleres Bird Rights. Denne praksis bruges ofte af klubber med en stor mængde unge spillere, hvor ledelsen håber på at kunne erhverve sig en veteran via free agency.

Et andet eksempel kunne være Orlando Magics tilbud til Paul Millsap for fem dage siden. Tobias Harris skulle have en ny kontrakt, men fordi hans cap hold var så lavt ($4.4 millioner) frigjorde det en masse penge som ledelsen kunne tilbyde Millsap, uden at det ville være kommet på kompromis af Harris.

Historien er den samme i San Antonio, hvor Spurs først har tænkt sig at skrive under med LaMarcus Aldridge, inden de skriver under med henholdsvis Kawhi Leonard og Danny Green. Her er de så i den specielle situation at nok bliver nødt til at skrive under med både Tim Duncan og Manu Ginobili forinden Aldridge, idet de to med stor sandsynlighed kommer til at tage imod kontrakter der er mindre værd end deres cap holds, hvilket betyder deres nye kontrakter bliver deres nye cap holds.

(Foto: Keith Allison)