Kamp 1: Cleveland/Indiana gik ned til sidste skud

Playoffs har været længe ventet og nattens åbningskamp levede absolut op til de store forventninger til årets slutspil.

Mads Ridder dækker førsterundeserien mellem Cleveland Cavaliers og Indiana Pacers hvor periodiske opdateringer fra serien kan findes her på siden.

Lørdag kl. 21 dansk tid fik vi indledt dette års NBA playoffs. Der var ventet længe, og med stor tålmodighed, på netop dette øjeblik og derfor var det kun passende at den første kamp gik ned til sidste skud da det lægger fundamentet for spændingsniveauet.

Kigger vi på kampen som helhed vandt Cleveland ved at spille en dynamisk form for holdsspil hvor The Big Three, LeBron James, Kyrie Irving og Kevin Love delte scoringsbyrden på et fair niveau og dermed overlevede Indianas sene skub, anført af Lance Stephenson og Paul George. Efter en generelt ringe defensiv indsat i første halvleg, hvor Cavs tillod 59 point, gjorde Cleveland en valid indsats i den efterfølgende og begrænsede Indiana til 49, hvilket lige akkurat var nok til at klemme sejren ud.

Cleveland består efterhånden af en lang række våben som kan fyres af i løbet af 48 minutter, og når de kombinerer det med stærke afleveringer og bolden generelt bliver flyttet rundt flittigt, tillader det dem den luksus at kunne etablere deres ’mindre’ våben (Love) tidligt i kampen, for senere at gøre plads til deres store kanoner (LeBron og Irving). Den strategi var også på plads i går aftes, da Love hurtigt opsamlede sig 10 point hvilket inkluderede to skud fra bag tre-pointlinjen. Dette offensive skub satte gang i hele systemet for Cavs der endte med at smide 34 point i kurven over de første 12 minutter, primært fordelt over Love og rollespillere.

Faktisk skulle man 10 minutter ind i kampen før LeBron havde sit første skudforsøg. Indtil da havde han, i fornem stil, kunne fordele bolden til sine medspillere og spille en slags quarterback for Cleveland, hvilket satte en uselvisk tone. Efter at have etableret resten af holdet fik den tidligere MVP langsomt skabt sig plads til at påbegynde hans scoring og han slutter med 32 point (på 60% fra gulvet), 13 assists og seks rebounds på 43 minutters spilletid.

Tredje quarter indledtes ved, at Cleveland trak sig fra ved at “bruge hovedet”. Den rutinerede Richard Jefferson trak kloge offensive fejl på Indiana ved at markere (ikke floppe) kontakt, og derudover begyndte Cleveland at tvinge turnovers på Indiana, da de gik ind i deres pick-and-roll spil, som ellers havde fungeret ganske effektivt. Dermed er det åbenlyst, at det var en af Tyronn Lues pointer i omklædningsrummet ved pausen.

Vigtigst for Clevelands succes i tredje quarter var deres off-ball bevægelsesmønster og off-ball screens i nøglen som skabte et større antal åbne skud. Indianas manglende evne til at switche succesfuldt på Clevelands alsidige line-ups endte i en række mis-match situationer hvor, blandt andet, 6’2 høje Jeff Teague måtte dække LeBron uden tilstedeværelsen af hjælpeforsvar, hvilket må siges at være mindre end optimalt.

Sidst, men ikke mindst, skal Tristan Thompsons imponerende arbejde på glasset på den offensive front nævnes. Han hev 13 rebounds ned totalt, men hele seks af dem var offensive og han fyldte konstant under kurven, til stor frustration for især Thaddeus Young.

Men hvorfor dominerer Cavs så ikke kampen? 13 missede straffekast til en procent på 51.9% er én af forklaringerne. Derudover var Irvings tre-pointskud ikke kørende, til dels fordi han ude af balance skød nogle yderst pressede skud som ved nærmere eftertanke godt kunne have været bedre. Hans 11% fra bag linjen bidrog ikke til optimal spacing for Cleveland, men Indiana kan ikke regne med den samme procent fremadrettet.

En anden årsag er George og den evige trussel han repræsenterer. I samarbejde med “Lance Dance Romance” som havde et imponerende indhop fra bænken påbegyndte Pacers deres comeback i fjerde quarter. Stephenson startede brandvarm da han kom ind og havde en imponerende statline på begrænsede minutter. Han sluttede med en +/- på syv og producerede 16 point, syv rebounds og tre assists på 26 minutter og blev flankeret af Georges fantastiske aften bag tre-pointlinjen hvor han ramte 6-for-8 og scorede 29 point totalt. Begge aspekter holdte ligeledes Pacers inde i kampen, hvor de endda snuppede føringen en enkelt gang i løbet af perioden.

Afslutningsvis blev kampen afgjort på Clevelands forsvarspil hvor Irving blandt andet stjal bolden to gange indenfor de sidste par minutter. Med kampen på linjen formåede Cavs at holde bolden væk fra George som fik en ekstra mand sat på sig ved enhver Pacers boldbesiddelse, hvilket i sidste ende førte til en afgørende misset game-winner fra C.J Miles, til stor frustration for George der efter kampen udtaler, at han burde være den med bolden i den situation.

Alt i alt må vi som neutral seer nok ærgre os over Miles’ sidste skud ikke går i. For denne serie havde været noget mere underholdende hvis Pacers havde stjålet hjemmebanefordelen og allerede fra start gjort en serie ud af det. Cleveland har meget mere at byde på end hvad de viste i går, og selvom man aldrig kan glemme en som Paul George, tænker jeg stadig det her bliver en femkampsserie i Clevelands favør.

(Foto: Keith Allison)