Kamp 3: Celtics slog tilbage mod Bulls

Et brandvarmt første quarter var fundamentet da Boston Celtics tog det første skridt for at komme tilbage i serien mod Chicago Bulls, da de grønne tog en sejr på 87-104 med hjem fra Chicago.

Thomas Koll dækker førsterundeserien mellem Boston Celtics og Chicago Bulls hvor periodiske opdateringer fra serien kan findes her på siden.

Det lykkedes også for Chicago i Kamp 2 at udmanøvrer Boston på glasset og det kombineret med effektive procenter fra gulvet, kunne Dwyane Wade, Jimmy Butler og Rajon Rondo tage turen tilbage til Chicago foran med 2-0 i kampe, og se frem mod de to kommende kampe på hjemmebane.

En af de tre var dog ikke omklædt til det første opgør i United Center. Rondo brækkede sin tommelfinger i de sene stadier af Kamp 2, og sad derfor på bænken i jakkesæt og med en heftig skinne omkring håndleddet. Det vides ikke hvor længe skaden holder Rondo ude, men det var tydeligt at se at Chicago manglede deres general på gulvet. Specielt offensivt havde Bulls problemer og kunne se sig selv blive slået med 11-1 i assist-kolonnen den indledende periode. Overtagerne for Rondo var Jerian Grant og Michael Carter-Williams, og de to kunne ikke få sat spillet op som Rondo havde gjort så fremragende i de første to kampe.

Boston havde lavet en ændring i deres startende rotation, da Gerald Green fik sin første start i denne sæson i stedet for Amir Johnson, og selvom Green ikke var spilleren med den varmeste hånd tidligt, var hans tilstedeværelse enorm vigtig – han spacing var nemlig det Boston tilsyneladende havde manglet, og Bostons skytter Jae Crowder, Avery Bradley og Al Horford gik alle 2-2 fra dybde, og gav Boston den gode start som de havde brug for.

For Bulls betød det at de skulle spille op ad bakke hele kampen. Problemet for Chicago, udover at skuddene ikke faldt i, var at deres dominans i feltet ikke var lige så stor som i de to første kampe. Robin Lopez blev holdt til seks rebounds, og i det hele taget så Bulls ikke lige så frygtindgydende ud i feltet offensivt, som tidligere var tilfældet. Bostons forsvar skal også tilskrives en stor del – uden at det kan ses på box scoren – for man blev alligevel ud-reboundet med 15, men det lignede klart at man havde fået styr på rotationerne og aftalerne.

Specielt på Butler og Wades statistikker kan man se at Bostons forsvar havde fundet en formel. Butler gik 7-for-21 på gulvet mens Wade var 6-for-18. Oven i det, kom Butler overhovedet ikke på straffekastlinjen, hvilket er abnormt for hans generelle standarder. Som en ekstra sidenote havde Butler kun fire point da fjerde quarter begyndte.

Nødvendigt var det også for Boston at få skåret ned på turnovers, og få nogle flere nemme scoringer. Det lykkedes allerede tidligt at minimere førnævnte turnovers da Boston kun havde seks ved halvlegen, og de endte på 12 styks ialt, efter at have haft 15 og 16 i de første kampe.

De nemme scoringer for Boston er karakteriseret ved den boldbevægelse som Greens indhop også gav. Det gav de åbne tre-pointskud som de havde brug for, og til forskel fra kampene i Boston, blev de denne kamp sænket. Specielt et set-play som Celtics kørte en del gange var utroligt effektivt: Isaiah Thomas som ball-handler og så en double-screen fra Green og Horford, hvor Green ruller ud bag den lange linje og Horford ruller mod kurven, gav virkelig Chicago problemer. Simple spilkald blev konverteret til scoringer og det skal også tilskrives Brad Stevens, som selv med en afgørende føring med små 40 sekunder tilbage af kampen, tager en timeout for lige at sætte det sidste op.

Alt i alt tog Boston et af de skridt som var nødvendige, efter det hul som de har gravet sig ned i. De første to nederlag var klart deres egen skyld, og Chicago tog bare det som de fik foræret. Forud for Kamp 4 skal Celtics blive ved med at stresse Chicagos point guards, hvorimod Bulls skal dedikere sig endnu mere til at vise sine muskler i feltet. Men Chicago må dog være en anelse bekymret. Man manglede virkelig Rondo i Kamp 3, og det kunne godt lyde som om at han er færdig minimum resten af den her serie.

(Foto: Keith Allison)