Kamp 6: Boston fandt rytmen og sendte Bulls ud

Efter en lang og til tider frustrerende serie for favoritterne Boston Celtics, kunne de ånde lettet og op løfte armene i vejret, da man lukkede serien med en overbevisende 105-83 sejr i Kamp 6.

Thomas Koll lægger her sidste ord på førsterundeserien mellem Boston Celtics og Chicago Bulls.

Natten til lørdag åbnede United Center i Chicago dørene op for en kamp, som skulle vise sig at blive afgørelsen i serien mellem det første seedede Boston Celtics og det ottende seedede Bulls. En serie hvor favoritterne klart var Boston på papiret, men de startede ud med problemer i de to første kampe. Dog kom de stærkt igen og vandt tre kampe i træk, før dette afgørende opgør.

Der har været tydelig fremgang at spore over hele linjen fra Boston, og selv de tydelige rebound-problemer var ved at nå et punkt hvor Celtics kunne være tilfredse. I Kamp 6 taber Boston kun den kamp på glasset med to sølle rebounds, hvor man tidligere har set nederlag i den – forholdsvis – vigtige kategori med to-cifrede antal.

I det hele taget var kampen absolut i Bostons favør og de grønne så sig aldrig tilbage. En tidlig føring på syv point efter første quarter kunne have været meget større, for Boston ramte deres skud, tog bedre beslutninger med bolden (én turnover) og hvor man tidligere så Bulls starte hårdt ud på glasset, startede Celtics hårdere ud. Denne gang førte de 10-8 på glasset efter de indledende 12 minutter.

Hjemmeholdet fandt aldrig fodfæstet og det var igen tydeligt at se de manglede Rajon Rondo. Det, kombineret med at Boston fandt nøglerne til hvordan man skulle lirke Bulls-defensiven op, var dårlig medicin for Chicago. Jimmy Butler var igen den figur for Bulls som kunne være sig selv bekendt (23 point, syv rebounds og tre steals) men resten af hans hold kunne ikke finde deres skud eller deres defensive formåen.

Specielt Dwyane Wade burde have gjort bedre figur. Han er på trods af sin fremskredne alder stadig en habil spiller, men hans fejl og mangler blev udstillet, hvilket har været et tema i denne serie. Om det var de problemer han har haft med sin albue – og også fik et slag på tidligt i kampen – var medvirkende til hans problemer vides ikke. Sølle 10 point på 1-for-10 fra gulvet, og specielt et par defensive præstationer tidligt i kampen overfor Gerald Green, som via et par nemme off-ball-screens kom nemt til kurven, udstillede Dwyane Wade.

På den anden side af bolden var det en helstøbt fokuseret indsats fra Celtics. Igen havde Isaiah Thomas lidt problemer med at få sendt bolden i nettet (4-for-10 på gulvet, 1-for-7 udefra) men hans problemer blev reddet af hans medspillere. Specielt Avery Bradley (23 point, 9-for-12 fra gulvet, fem rebounds og tre assists) var fremragende offensivt, men mest af alt er det imponerende fordi han igennem hele kampen holdt Butler i noget nær skak.

Også Al Horford kunne sætte en god kamp i banken. 5-for-5 fra gulvet, seks rebounds, syv assists var hvad den tidligere Atlanta Hawks big-man fik sat sammen, og specielt hans afleverings-spil var en stor nøgle for Celtics.

Serien blev altså afsluttet, og Boston kan klart se tilbage på serien med positive briller på trods af en rystende dårlig start. Fire sejre i træk, hvoraf to var udebanekampe, et tæt-på-men-ikke-helt fikset rebound-problem, en ny fungerende starting-lineup med Gerald Green og en i det hele taget opadgående kurve er nogle af de faktorer som gjorde at Boston vendte serien.

Omvendt må Bulls-organisationen sidde med en anelse skeptiske briller. Butler vil som i løbet af sæsonen være et trade-emne, Wade har ikke rigtig levet op til sin nye kontrakt og må overveje fremtiden, samt Chicagos dybde på positionerne også må være til debat. Bænkproduktionen og kvaliteten har simpelthen været for lav til at være en faktor i det lange løb. Fred Hoibergs filosofi med at ville skyde mange tre-pointskud har været fejlcastet fra start med den roster han har at arbejde med, og man må overveje om man har de brikker man skal bruge for at komme videre i fremtidige playoffs.

Boston møder nu Washington Wizards, og Kamp 1 i den serie endte med en sejr til Celtics.

(Foto: Keith Allison)