Kobe Bryants Sidste Kapitel

Den 36-årige legende har holdt karrieren i live på sine egne præmisser, men efter tre sæsonafsluttende skader i træk, hvor meget kan man realistisk forvente af ham nu?

Det har været endnu en lang sæson for Los Angeles Lakers, og nærmest en opgivende en af slagsen for Kobe Bryant.

Den californiske kongeklub ligger nær bunden af ligaen, og det eneste Bryant kan gøre – igen – er at kigge hjælpeløst på fra sidelinjen hvor endnu en skade, denne gang i skulderen, har sluttet hans sæson før tid, for tredje år i træk.

Optimismen omkring Bryant før sæsonen var ikke nødvendigvis altomfattende. I en alder af 36, og med to sæsonafsluttende skader bag sig, var der ingen der sad med en klar idé om hvad Bryant kunne levere – Udover Bryant selv, naturligvis.

"Det drev mig til vanvid, at han var så doven. Du bliver nødt til at have ansvarsfølelsen til at arbejde hårdt hver dag. Du kan ikke bare skøjte gennem lortet" - Bryant om Shaquille O'Neal.

Der har været et gennemkørende tema i Bryants karriere, et der ofte drager paralleller til historiens mest konkurrenceprægede individer som Bill Russell, Michael Jordan og Larry Bird; arbejdet, og ikke cirkuset der cirkulerer omkring det, kommer først.

Efter Bryants rotator cuff skade tilbage i januar satte ham permanent på sidelinjen, har veteranen med 19 sæsoner på bagen taget turen gennem medieverdenen med både Ahmad Rashad via en NBA TV dokumentar, samt Bill Simmons og Jalen Rose via Grantlands Basketball Hour. Men det mest fangende, endda nøgne, øjeblik af Bryants rå konkurrenceelement kom ved et besøg hos Jimmy Kimmel, hvor TV-værten, selv baseret i Los Angeles, ikke kunne holde sin nysgerrighed tilbage, og måtte spørge ind til Bryants reaktion, omkring opførslen af Nick Young, Jordan Hill, Jeremy Lin og Carlos Boozer, efter en sejr over Boston Celtics:

Trods hans bedste forsøg, var det tydeligt for alle og enhver at Bryant her gjorde alt for ikke at eksplodere, og for ikke at sende sine holdkammerater flere F-bomber over direkte TV. Han endte med at spille det af da Kimmel, endelig, skiftede emne, men der er ingen i omklædningsrummet der lige nu tør kigge Bryant i øjnene. Hans stilhed talte højere end nogen eksplosion, hans øjne piercede sig igennem alle der så med, til en grad af hvor man ikke bare kunne sympatisere, men direkte følte medlidenhed med denne mand og hans sygelige behov for at vinde til enhver pris.  

Bryants historie er efterhånden godt kendt. Hans far, Joe Bryant, spillede en otte-årig karriere i NBA som en scorende rollespiller, primært for Philadelphia 76ers. Familien flyttede til Italien hvor Bryant ikke bare lærte spillet at kende, men ligeledes kulturen og sproget, endda til sådan en grad, at han havde svært ved at genetablere sig, da familien i 1991 flyttede tilbage til staterne. Det er her hvor Bryants konkurrenceelement for alvor viste sig, da han brugte basketbanen som et tilflugtssted, hvilket i retur udviklede hans færdigheder.

Modsat nutidens spillere har Bryant altid haft en aggressiv indstilling til ligaen. Han ser den ikke bare som en platform til økonomisk fortjeneste, men som en konstant serie af udfordringer der gang på gang skal overvindes. Et nederlag, lige meget hvor tæt kampen så var, nager ham de efterfølgende dage, selv efter 1,280 kampe og fem mesterskaber. Han tager stadig mentale noter til næste gang han står overfor de klubber der fik ham til at tabe, til trods for betydningen af kampen kan være meningsløs.

På mange måder er det umuligt at snakke om Bryant, uden at nævne Michael Jordan. De to har en næsten urealistisk lignende tilgang til spillet, samt et så råt behov til at dominere sin modstander, at det er svært at se hvordan man kan leve et normalt liv når karrieren har sunget sin sidste sang. På sin måde er Jordan stadig aktiv, da han lever gennem sin klub, Charlotte Hornets. Bryant, der om nogen i dagens liga forstår alle aspekter af NBA – inklusiv hvad der sker bag scenen – er en oplagt kandidat til at blive en General Manager i fremtiden, især hvis stilheden af pension rammer ham. Et job ved TNT eller ESPN kan måske hjælpe overgangen, men det vil stadig ikke være nok til at fylde det hul, der bliver efterladt af sporten og aktiviteten.

Der har ofte været en ideologi fra fans der omhandlede værdien i at se en spiller stoppe på toppen. Det er en smuk tanke, men man overser tit spilleren i det scenarie. Hverken Jordan eller Magic Johnson kunne holde sig væk, selv efter de bragte deres hold til finalerne i deres “sidste sæsoner”. Bryant? Han spiller indtil han kan mærke han intet har tilbage, præcis ligesom dem, og det er faktisk det smukke i det. For det viser en passion og en charmerende arrogance som man ikke kan gøre andet end holde af.

Da Johnson kom tilbage i 95-96 sæsonen, efter fire fulde sæsoner på pension, smed han næsten en triple-double i sin første kamp og var klart overbevist om han stadig kunne manipulere spillet til sin fordel, som han havde gjort tusinde gange forinden. Ligeledes var sagen for Jordan med Washington, og uden at skulle inkludere et pensionsstop, efterfulgt af et retur, bliver historien den samme med Bryant. Bliver han i ligaen til sine tidligere 40ere, ser vi en spiller der kan bære titlen som både den ældste, og mest selvsikre. En noget atypisk kombination, men en der ikke kunne være mere passende taget hans personlighed i betragtning.

Med alt det sagt dog, så møder Bryant, trods sin viljestyrke, en udfordring der går længere end bare sundhed og gamle ben. Han skal ligeledes finde en måde at være effektiv på, i en liga der efterhånden har ændret sig så markant at den ikke længere besidder mange fællesnævnere med den Bryant kom ind i for 19 år siden. Hans force i at adskille sig selv fra forsvarsspilleren via et isolationskald er nu gammeldags og ineffektivt sammenliget med at søge skud ved ringen, eller fra bag tre-pointslinjen. En 37-årig Bryant har hverken den atletiske formåen til konstant at komme ind mod kurven, eller et specielt akkurat skud fra dybde, hvor han gennem sine sidste seks sæsoner har ramt bare 31.6% af sine forsøg.

Det kan være vanskeligt at acceptere, men spillet passer ikke længere til Bryant. Tiderne hvor én spiller kunne bryde et forsvar ned og dominere det over en fuld kamp er langsomt gået bort, og erstattet af en mere europæisk, samt analytisk, tilgang. Der lægges mere fokus på kollektivt holdforsvar og rebounding, hvilket yderligere formindsker en af Bryants styrker; dominansen af sin match-up.

Hvor spillere som Bryant og Tracy McGrady førhen ville vide på forhånd at kun én eller to spillere vil få pålagt sig jobbet at dække dem, er hjælpeforsvar og defensive rotationer blevet større fokuspointer gennem de senere år. Bryant ser nu fem til syv forskellige spillere på sig, hvilket tvinger ham til at justere oftere og derved miste noget af sin effektivitet.

Dermed ligger opgaven klar for Bryant ved hans retur til oktober. Han skal ikke genfinde sig selv, men derimod genskabe sig selv. Det kunne blive en mere afslappet scoringsrolle hvor Bryant mere agerer som playmaker end som primær scorer, eller potentielt som en pseudo power forward via shooting guard positionen, hvor han vil få flere post-ups og spille mere som cutter væk fra bolden.

Det åbner for spørgsmålet: Vil en markant ændring af Bryants spil komme på kompromis af integriteten han har stået for i næsten 20 år? Vil en tilpasset Bryant stadig være… “Kobe”?

Nej. Gennemgår Bryant en forandring vil han ikke længere være synonym med hvad han stod for før. Hans Black Mamba idealisering vil være væk, og epoken af hans storhedstid vil officielt være begravet.

Men det er lige netop det der er pointen.

Enhver spiller ønsker at gå ud på sine egne termer, og Bryants termer har altid handlet om én ting: At maksimere udbyttet på banen. En ændret tilgang kan forlænge hans effektivitet, gøre ham til en positiv indflydelse på banen igen, samt illustrere én gang for alle, at der ligger mere bag ham end en søgen efter rekorder og statistikker.

"Jeg vandt næsten en MVP med Smush Parker og Kwame Brown på mit hold. Jeg skød 45 gange per kamp. Hvad skulle jeg gøre? Aflevere til Chris Mihm eller Kwame Brown?" - Bryant om 2005/2006 sæsonen.

2008 NBA MVP
5x NBA-mesterskabsvinder
2x Finals MVP
15x All-Star
4x All-Star MVP
15x All-NBA
12x All-Defense
All-Rookie (1997)
2x OL-Guldvinder
2x Scoringsmester
Nr. 3 på NBAs scoringsliste

Om næste år viser sig at være den sidste for Bryant, ved ingen helt. Selv påstår han det ikke er sagen, men kroppen er i sidste ende beslutningstageren, så intet er skrevet i sten endnu. Men hvad næste sæson dog repræsenterer er adskillelsen fra Kobe Bryant som vi kendte ham før, til den Kobe Bryant vi kommer til at se fremadrettet.

For det er hvad han står overfor nu. Et valg. Et valg om stædighed, eller et fyldestgørende forsøg på intern justering. Han kan vælge at kigge tilbage på sine fem ringe og nikke godkendende, eller kigge fremad til hvad der bliver en sæson fyldt med udfordringer på alle leder og kanter, og acceptere dem alle. 

(Ord: Morten Stig Jensen – Foto: Keith Allison)