LaMarcus Aldridge giver nyt liv til Spurs

LaMarcus Aldridge er på vej til San Antonio Spurs på en fire-årig kontrakt til $80 millioner, og med sig bringer den 29-årige All-Star et arsenal af offensive udvidelser som Gregg Popovich kan udnytte.

Det har været rygtet i månedsvis, men lørdag aften blev det endelig en realitet; LaMarcus Aldridge forlader Portland Trail Blazers til fordel for San Antonio Spurs, hvilket direkte medfører at Texas-klubben atter anses som mesterskabsfavoritter til den kommende sæson.

Den snart 30-årige All-Star tilbyder et arsenal af forstærkninger til San Antonio, især i form af sin høje IQ på banen, samt hans mid-range jump shot der med tiden har strukket sig længere og længere, til sådan en grad at han sidste år var en kompetent tre-pointsskytte der satte 35.2% af sine 105 forsøg.

Ydermere tilbyder Aldridge hjælpe indvendigt, hvilket frigør den 39-årige Tim Duncan til at vælge sine skud med omhu, og hvilket skulle hæve effektiviteten for resten af holdet. Aldridge ramte 70.1% af sine skud ved ringen, og hvad der er ekstra imponerende er at han gjorde det uden at blive assisteret på højt niveau1. Overvej så, at San Antonio elsker at flytte bolden uden at den sidder fast, og det tal kunne hæve sig til næsten 80% hvis alt går rigtigt, og Aldridge kan finde et bevægelsesmønster der giver ham ekstra plads ved ringen.

San Antonio elsker at køre et spil der hedder “The Loop”, hvilket kan ses forneden:

Aldridge kommer til at tage Tiago Splitters rolle, men han vil tilbyde betydeligt mere end hvad Splitter kunne, i og med Aldridge ligeledes kan træde tilbage ud og strække gulvet. Hele spillets formål er at få en direkte linje mod kurven, men der er ingen der siger at et åbent skud fra 12 fod ikke kan bruges – især hvis det kommer fra en skytte så solid som Aldridge.

For at gøre det endnu mere unfair er Aldridge samtidig i stand til at påtage sig en større offensiv volume end Splitter, og er vant til at blive fejlet. San Antonio kunne med rette køre det her spil 15-20% mere end de har gjort i fortiden, uden at hold finder en måde at stoppe det på, for det hele handler om reaktion. Hvordan stopper du Aldridge der kan gå enten mod, eller træde tilbage, mens du samtidig har en Tony Parker med bolden i hænderne der lurker rundt ved 12-fodsområdet, og har Tim Duncan i sin øjenkrog på den modsatte side, samt en Danny Green der har løbet sig fri?

Pest eller kolera for alle forsvar.

Selv i slutspillet, hvor defensiven bliver mere intens og hårdnakket, kan du med rette anvende Aldridge som lokkemad i det set-up. Her kunne han trække sig helt ned i hjørnet – hvor han kan ramme tre-pointskuddet – og lade Parker penetrere forsvaret, igen med Duncan på den side, og Green i bevægelse.

Men ak, her kommer så den sidste krølle: Kawhi Leonard. I løbet af den regulære sæson kunne han snildt placeres i det modsatte hjørne og bare bruges til at bidrage til San Antonios spacing, men han er blevet elite til at bevæge sig uden bolden, og hvis han i slutspillet begynder at lave skarpe cuts fra hjørnet og ind til nøglen, vil du som forsvaret derved skulle tage en enormt besværlig beslutning. Kollapser du omkring Leonard i frygt for Parker finder ham med en skarp aflevering? Hiver du Aldridges forsvarsspiller op for at hjælpe? Bakker du af for Parker for at lukke nøglen af?

Lige meget hvilken beslutning du vælger, er der konsekvenser.

Kollapser du mod Leonard, bevæger Green sig væk fra det kommende double-team for at separere sig fra forsvaret og står derved åben. Bruger du i stedet Duncans mand til at kollapse, er han klog nok til at løbe under kurven til at tage imod en aflevering for Parker. Bruger du Parkers mand, skyder han simpelthen fra 12-15 fod med intet forsvar på sig.

Hiver du Aldridges forssvarsspiller op fra hjørnet for at hjælpe, stopper Parker sin drive og sender bolden ud i hjørnet til en åben Aldridge, men timer det til sådan en grad at Aldridges modstander er ved at accelerere ind mod midten, hvilket gør det umuligt for ham at decelerere, vende sig om, og igen accelerere den anden vej. Sagt i andre ord: Aldridge når at få et hjørneskud af.

Bakker du af for Parker, giver du den snedige point guard flere muligheder. En af de mere åbenlyse af dem er det åbne skud. Men Parker har IQ’en til at forstå at spacing ikke kun betyder jump shot. Han ville bruge den ekstra meters plads til at få farten under sig, hvilket pludselig giver ham flere muligheder:

– Hans forsvarsspiller kan forsøge at rotere tilbage ud på ham, men Parker i fuld fart ville her snildt kunne skifte retning og få sat ham af. Dette medfører at Spurs, i bare nogle få sekunder, spiller 5-mod-4 basketball og tvinger derved modstanderne til at tage en beslutning. Er det nu den tætteste big man der skal lave den sekundære rotation, eller skal de bare acceptere at Parker får en åben floater fra otte fod? Lige meget hvad kommer beslutningen med en pris, i og med Parker kan droppe den af til det sidste offensive led (i dette tilfælde Duncan), eller ende med et åbent skud indenfor en kort distance.

– Parker ved hvor Danny Green og Kawhi Leonard er hele tiden, og han ved også den gode aflevering ikke nødvendigvis kommer via den ultimative assist, men derimod afleveringen der fører til denne assist. Hvis Parker står ved venstre albue af straffekastfeltet, Leonard i højre hjørne og Danny Green er i bevægelse udefra (hans bevægelsesmønster er illustreret i hvidt forneden og går fra syd til nord) kunne Parker dribble over til den modsatte albue af feltet, hvilket vil resultere i at Green følger Parkers bevægelse. Bolden svinges fra Parker til Green, og her skal forsvaret igen tage en beslutning. Skal Leonards mand rotere ud for at nå Green, eller skal han holde sig fast på Leonard selv? Green i bevægelse har ikke brug for meget tid til at få et kvalitetsskud af, og han vil have pladsen til det hvis han skiftede retning hurtigt, da Parker gjorde. Vælger Leonards mand at rotere over, svinger Green bolden videre til Leonard i hjørnet til et åbent skud.

spursoffense

Det ovenstående tremandsspil kan ødelægges af et stærkt defensivt hold som Golden State, men her kommer der så endeligt den rynke i spillet, at Spurs altid kan kaste bolden ind i posten til Duncan eller Aldridge, alt afhængig af hvem der er på banen. Et post-up betyder ikke altid effektivt angreb, men det fungerer smukt som bail-out hvis den indledende plan ødelægges.

Aldridge giver San Antonio en ekstra 20-30 spil man kan kalde, som nu kan optimeres i form af hans spacing. Endnu en dimension Gregg Popovich nu kan udforske er et mere potent high-low angreb hvor enten Aldridge eller Duncan kan initiere angrebet ude fra nøglen af. Tiago Splitter var OK i den rolle, men var begrænset i form af han ikke kunne skyde. Man vidste på forhånd, at når Splitter stod der, var spillet for Duncan, der så ville gøre sig bred under kurven og modtage en dyb aflevering. Det virkede fordi Duncan var involveret, men nu kan Aldridge tage skuddet, hvis forsvaret begynder at bakke af for at skærme Duncan af.

Det er svært at se hvor San Antonios svageste led ligger offensivt nu. Aldridge er den perfekte spiller at lære et offensivt system til som bygges på boldbevægelse, og hans offensive talenter kommer til at medføre mange ringe i vandet for samtlige rotationsspillere på holdet.

Defensivt er der ikke synderligt meget at sige. Aldridge kommer til at bruge et års tid på at lære systemet. Splitter var excellent til at hedge og rotere tilbage, hvilket er en rolle Aldridge ikke var været så vant til i Portland. Dog har han de atletiske egenskaber til det, hvilket taler godt for en forbedret defensiv forståelse.

Det hjælper desuden San Antonio at Aldridge er i besiddelse af hurtigere fødder end Splitter, og derfor har større individuelt defensivt potentiale, trods han er 30 når sæsonen går i gang. Defensive principper kan altid læres, specielt af kloge spillere, og med Spurs-organisationen i ryggen kunne Aldridge endda se markant fremgang i den afdeling af sit spil også.


  1. Kun 44.7% af hans ramte skud omkring ringen var assisteret.