Naismith Brevkasse – 15. maj

Skal Detroit trade Reggie Jackson? Hvad har Lakers af chancer for at kunne få Kevin Durant under kontrakt, eller trade sig til Paul Gerorge? Kan Boston Celtics trade sig til både DeMarcus Cousins og Jimmy Butler denne sommer? Det, og meget mere, i Naismith Brevkasse.

Naismith Brevkasse er et nyt segment hvor Morten Stig Jensen svarer på spørgsmål fra læserne. Man kan sende ham spørgsmål over hans, eller Naismiths egen Facebookside.

De amerikanske Pistonsfan Facebooksider virker som om fans er meget i tvivl om [Kentavious Caldwell-Pope] og [Marcus] Morris og til dels [Reggie] Jackson, mht om de skal trades og evt for hvem? Draften har ikke den store værdi for Detroit, de er alle meget unge og en rookie hjælper dem vel ikke rigtig til næste skridt?
– Jannick Simon Overgaard Poulsen

Ingen af de tre burde trades lige nu, trods den skuffende serie mod Cleveland, med mindre der kommer et tilbud som Detroit bare ikke kan sige nej til. Morris spiller det bedste bold i sin karriere, Jackson kunne potentielt blive en All-Star næste sæson hvis han bygger videre på sin kemi med Andre Drummond og Caldwell-Pope vil jeg ikke flytte nu, men hellere tættere på trade deadline næste februar, så Detroit ikke hænges op på hans status som restricted free agent i 2017. Hvis han bryder ud næste år, trods usandsynligheden i det, så kan man tage debatten op.

En rookie hjælper ikke meget nu, men der er bare positive ting ved unge spillere. De er økonomisk låst fast på lave kontrakter i fire sæsoner, under det rette system kan mange florere og tilføjer man en rookie til et slutspilshold bliver der med det samme lagt en seriøs tone på deres udvikling, hvilket altid er positivt. Kan en rookie hjælpe dem næste år? Nej, nok ikke. Man alt afhængig af hvem Detroit vælger ved #18, så burde der være nok talent til at man kan regne med vedkommende i deres anden sæson.

Hvad skal Spurs’ taktik, i din optik, være her i Free agency? Hvis Duncan og Manu takker af, skal det så være all-in på Durant?
– Magnus Stub

De skal klart gå efter de store fisk nu. Erhvervelsen af LaMarcus Aldridge sidste sommer har nu åbnet døren for stjerneadgang til Spurs, især da Tim Duncan, Manu Ginobili og Tony Parker ikke længere er af den kaliber de var engang. Det er nu skal man give Kawhi Leonard så meget hjælp som muligt, og betyder det en Kevin Durant, eller Mike Conley, siger man ja tak og tænker ikke to gange over det. Så selv hvis Duncan og Ginobili forbliver i klubben et år til, vil jeg på det kraftigste anbefale at de går all-in. Og her er et navn man ikke sætter i Spurs-sammenhæng, som yderligere kunne være interessant: Al Horford.

Clippers off season, hvad fanden gør man? Mangler stabilitet på 3’er pladsen, går Pierce på pension? Vil det overhovedet være en skidt ting? Skal man til at tænke på at shuffle kernen i holdet? Skal man ofre en starter til en basketgud et eller andet sted for at vende heldet? Er der reélt økonomisk råderum til at fixe problemerne med CP, JJ, Blake og DJ som startere?
– Tobias Mølby Poulsen

Lad os tage dem én ad gangen.

– Man beholder kernen ét år til og arbejder ud fra den præmisse, at alle er raske næste år. Det bliver man simpelthen nødt til. Jeg er ikke selv vild med rostersammenhængen i Los Angeles, men det er uden tvivl et af de mest talentfulde manskaber i ligaen og det skal der ikke kimses af.

– Hvis Pierce går på pension, hvilket er en mulighed, så vil det ikke være den værste ting i verdenen. Han var stort set en non-faktor hele året, og han er tydeligvis så fysisk begrænset nu, at det kun bliver værre. Det er naturligvis trist hvis man kigger på hans karriere og den historie der er tilknyttet hans navn, men set ud fra det perspektiv om det skader Clippers? Slet ikke.

– At shuffle kernen er kun en mulighed hvis der kom et decideret perverst godt tilbud på bordet. Jeg har snakket om en Chris Paul & Blake Griffin for Russell Westbrook & Serge Ibaka trade førhen, og det er den slags trade der er nødvendig for at det bliver risikoen værd. Sker det? På ingen måde. Så alternativet lige nu er at blive siddende i deres nuværende situation, og det er ikke et dårligt alternativ. Det er bare uheldigt timet, idet Golden State, Oklahoma City og San Antonio bare er så meget bedre.

– En ofring til basketguderne lyder risikabelt, og glem ikke at vulkanen der skal stå for det ikke tager deres svage bænk med i betragtning. Jeg vil som minimum kræve at basketguderne kompenserer med et draft pick.

– Der er i år ikke mange penge ledigt til at opgradere holdet, nej. Clippers vil nok forsøge at få Jamal Crawford tilbage, og det betyder færre penge generelt til free agents udefra. Næste år skal Redick forlænges og lur mig om både Griffin og Paul ikke hopper ud af deres kontrakter når cappen nu stiger. Der kan måske være råd til en rotationsspiller i år, men det er ikke noget betydeligt som løfter deres kollektive niveau op over konkurrencen.

Bør Celtics “cashe in” med deres assets i år, eller ville næste år give endnu flere fordele? Hvilke spillere SKAL de beholde, hvis de trader, og hvilke spillere vil derudover kunne give mest value retur? Og slutteligt naturligvis hvilke spillere, der realistisk- og potentielt kan bringe Boston nærmere titlen som East Champions?
– Claus Stig Nielsen

Der er uden tvivl enorme fordele ved at cashe ind i år, da en som DeMarcus Cousins angiveligt er ledig i trades. Måske Jimmy Butler ligeså. Ved at trade sig til spillere der er på kontrakter som blev underskrevet inden i år (hvor cappen stiger), vil Boston yderligere have den fordel at de bruger en mindre procentdel af deres cap på disse spillere, end hvis de skulle ud og skrive under med dem på det åbne marked.

Det er enormt vigtigt at Celtics holder fast på de spillere som koster tæt på ingenting, men som er yderst produktive. Altså Isaiah Thomas, Avery Bradley og Jae Crowder. Skal man opgive nogle af dem, kan man som Danny Ainge tillade sig at kræve ekstremt meget i retur. Jeg vil være fleksibel i henhold til at flytte Marcus Smart og andre på rookiekontrakter, men kun hvis det viser sig muligt for Boston at kunne trade sig til både Cousins og Butler. Man kunne sende to Brooklyn picks og Amir Johnson (for at matche løn) til Chicago for Butler og det sidste Brooklyn pick, plus Dallas’ pick for i år (som Boston også ejer og er #16) samt Smart, Kelly Olynyk og nogle yderligere førsterunde valg i fremtiden fra Boston selv til Sacramento for Cousins. Så casher man for alvor sine opsamlede værdier, og kan derefter kæmpe seriøst med om titlen.

Hvis [Mitch] Kupchak får tilbudt (eller får accept af) et trade der hedder: #3 draft pick + Russell for Paul George – siger du så ja tak? Med andre ord – skal LA gå all in på rebuild fra draft, eller skal man sende det risikofyldte potentiale afsted for etableret (halv)ungt talent?
– Niklas Juhl Nielsen

Interessant idé. Det er en høj pris, og jeg kan ikke slippe tanken at man ikke rigtigt ved hvad der skal gøres derfra. Efter en erhvervelse af Paul George, hvor man ofrer sin ungdom, hvad så? Er man tilbage på det stadie hvor man troller for free agents, bare for at se dem smutte andre steder hen? At erhverve en stjerne er naturligvis enormt attraktivt, men for lige netop Lakers og deres situation vil jeg mene det giver mest mening at bygge op med D’Angelo Russell og det draft pick der (måske) kommer deres vej, hvis ikke de falder udenfor Top 3 (hvor det konverterer til Philly).

Hvilke spillere ser du som reelle muligheder for Lakers i dette års free-agency? Kan Walton øge deres tiltrækningskraft? Pengene er der jo, men vil stjernerne (læs. Durant) dertil. Tror du, de beholder deres 1. runde pick, såfremt de selvfølgelig bliver mellem 1-3 i lotteriet.
– Kasper Skyrum

Jeg tror ikke stjernerne står i kø for at komme til Lakers, fordi de ved at klubben er ved at bygge om. Det kan ændre sig naturligvis. Vinder man lotteriet og tager en Brandon Ingram eller Ben Simmons kunne de potentielt have nok ungt talent til at få nogle veteraner til at tænke over mulighederne og potentialet der ligger i den trup. Men intet er sikkert, især ikke med Lakers. Luke Walton tror jeg mere giver deres unge spillere sikkerhed, end folk udefra. Men han er en enorm positiv hyring for Los Angeles, og alt afhængig af hans netværk, kunne han blive en faktor i rekrutteringen af free agents på sigt.

Med hensyn til lotteriet, så må vi se på tirsdag. Jeg vil ønske jeg kunne komme med et kvalificeret bud om de beholder det eller ej, men det hele afhænger af lotteriboldene.

Hvor lang tid vil du tro der går før Nuggets har et hold som eventuelt kunne træde ind i top 4 i West? Yderligere, hvilken stjerne kunne potentielt set overveje at joine Denver indenfor de næste par år – Eventuelt kunne Denver måske trade sig til top 4?
– Sebastian Bastholm Andersen

Denvers genopbygningsproces er virkelig fløjet under radaren i år, og hvis det lykkedes dem at vælge spillere af kvalitet i og udenfor lotteriet (Denver har enten deres eget, eller New Yorks pick i lotteriet og ellers #15 og #19) kunne de være tætte på et playoffskub allerede fra 2017 af. Deres unge kerne er ved at etablere sig selv, og man kan forvente forbedring fra blandt andre Gary Harris og Will Barton, samt Nikola Jokic og Jusuf Nurkic. Jeg vil give dem tre år til at blive et Top 4 hold i Western Conference, for så har deres rookies fra i år haft noget tid til at justere sig til ligaen.

Det vil dog være en god idé at trade Kenneth Faried. Med sine 26 år og generelle mangel på udvikling fra år til år, er der ikke meget fremtid i ham, og man skulle hellere fokusere på at finde en power forward der kan udvikle sig med ligaen, især med henblik på at kunne strække forsvaret via et solidt skud – noget Faried i den grad mangler.

Var dette år “sidste skud i bøssen” for Hawks med den kerne af spillere?
– Michael Wirring Tjørnelund

Det er lige netop det helt store spørgsmål i Atlanta. Al Horford står til at tjene en ordentlig pose penge denne sommer, men er det overhovedet klogt at beholde ham til omkring $25 millioner årligt, hvis man ikke kommer længere end anden runde? Atlanta står i en Los Angeles Clippers-situation lige nu og skal beslutte sig for hvad der er bedst fremadrettet, men modsat Clippers vil jeg ikke være så hurtig til at sige de skal fortsætte sammen, da Hawks ikke har den samme form for talentmasse. Der skal som minimum lægges noget omtanke i hvad deres plan skal være, hvor mange penge de er klar til at smide i posen til deres stjerner de næste tre sæsoner og hvilke muligheder de har for at bygge holdet yderligere op uden at have de store finansielle midler til rådighed for at få hjælp udefra.

Med det sagt, kan jeg sagtens se logikken i at holde fast i det de har. Der er trods alt kvalitet på stort set alle positioner, der er noget ungdom man kan flytte, eller bygge videre på, og trænerstaben er intet mindre end af fantastisk høj kvalitet. Det er ikke emner der skal overses, og konkluderer man at der skal fortsættes i samme stime, baseret på de tanker, er det fair nok.

Mister de Horford til sommer, er situationen dog en helt anden. Så gælder det om at finde så meget dynamit som muligt og sige…