NBA Playoffs: Spurs styrer showet

Kawhi Leonard har misset otte skud over to kampe, Memphis' bænk har stort ikke bidraget og Grizzlies head coach David Fizdale er irriteret over dommerkaldende - Yep, vi er så sandelig i slutspillet.

Morten Stig Jensen dækker førsterundeserien mellem San Antonio Spurs og Memphis Grizzlies hvor periodiske opdateringer fra serien kan findes her på siden.

Foruden en kort føring i åbningen af Kamp 1, såvel som et mindre run i starten af fjerde quarter af Kamp 2, har Memphis Grizzlies ikke haft nærheden af en chance mod San Antonio Spurs under de første to kampe i Texas. Med kun 164 tilladte point over åbningskampene, har den Kawhi Leonard-anførte trup levet op til deres ry som ligaens bedste forsvar, og det er den mantra der skal bæres med over til Kamp 3, hvor serien skifter scene til Memphis.

Modsat har Memphis savnet Tony Allens forsvar, idet San Antonios vingspillere har spillet med frihed og en generel mangel på fysisk udfordring. Leonard snitter 34.5 point på 36.0 minutter og har ramt 20-for-28 skud fra gulvet, samt 28-for-28 fra straffekastlinjen og selv den aldrende Tony Parker har haft gang i sit tre-pointskud (et generelt uudnyttet skud fra hans side – han tog 1.1 forsøg per kamp i den regulære sæson) hvor han har sat 5-for-7 og dermed straffet Memphis når de har efterladt ham for at double-teame Leonard.

Hvad gør ondt værre for Memphis er at San Antonios dominans ikke inkluderer ét sølle point til Manu Ginobili over serien. Den 39-årige argentiner har spillet 32 minutter og er 0-for-8 fra gulvet, så Grizzlies kan med rette forvente at den stime ikke fortsætter, hvilket kun giver Spurs et nyt offensivt skub fra bænken når den tidligere All-Star træder i karakter.

Offensivt bærer Marc Gasol og Mike Conley den primære byrde af ansvaret, og de to kombinerer tilsammen for 49.4% af alle scorede point fra Memphis af over serien. Inkluderer man Zach Randolphs 12.0 point i det regnestykke står de tre for 64% af holdets offensive produktion, og dét er et problem da det skriger forudsigelighed. Memphis havde håbet sommerens store erhvervelse i form af Chandler Parsons havde gjort en forskel, men en overrevet menisk i venstre knæ har lukket ham ned for resten af sæsonen. Det efterlader 40-årige Vince Carter som holdets fjerde-vigtigste offensive spiller, hvilket er meget at bede om for en i den alder.

Så hvad skal der til for at give Spurs en udfordring?

Helt essentielt, skal der simpelthen rammes skud. Troy Daniels, Andrew Harrison, Wayne Selden, James Ennis og JaMychal Green er de resterende spillere på rosteren der har snittet over 10 minutters spilletid i serien, og ingen af dem skyder over 40% fra gulvet. De fem har tilsammen scoret 32 point i serien, men brugt 40 skud på at opnå den total. Det forventes at ændre sig nu når de næste to kampe er i Memphis, men spørgsmålet er om det ændrer sig nok til at give Conley, Gasol og til dels Randolph den offensive hjælp de har brug for.

For Spurs er der også plads til forbedringer, trods dominansen. Det er umuligt at forvente Leonard fortsætter med at være så varm, hvilket betyder LaMarcus Aldridge skal træde mere op scoringsmæssigt. Hans 15.5 point på 42.3% fra gulvet er ikke ligefrem inspirerende, men taget i betragtning af det ikke har været nødvendigt for ham at score i de midt-til-højere 20’ere, kan man argumentere at det ikke har betydet det helt store. Dette er dog ikke længere sagen fra Kamp 3 af, hvor Spurs må antage en Leonard-nedgang, samt forbedret spil fra Memphis-bænken, og det henseende burde Gregg Popovich klargøre sin power forward til en stor aften. Man kan sige Spurs lige nu er i en situation hvor de risikerer at blive et offer for deres egen succes, da det kun kan gå nedad efter at have nået at så dominerende højder indledningsvis.

Det helt store emne fremadrettet er dog dommerne. Memphis coach David Fizdale fik en bøde på $30,000 da han kritiserede dommerne efter Kamp 2. Coach Nick fra BBallBreakdown kigger på situation forneden:

Om man mener Fizdale har en pointe eller ej, kommer hans klage uden tvivl til at have en effekt i form af mere koncenteret dommerkald fra Kamp 3 og frem. En straffekastforskel på 25 (Spurs har 57, Memphis 32) er trods alt noget der får folks opmærksomhed. Korrekt kaldt eller ej, så er det bare noget man kan forvente blive mere jævnt.

(Foto: Mark Runyon)