Den nedadgående konkurrencemæssige balance i NBA

NBA havde sidste sæson et konkurrenceproblem, idet et større antal hold er ved at genopbygge på samme tid. Problemet ser ud til at fortsætte i den opkommende sæson.

Sidste sæson var knapt så velspillet som andre i NBA. Et større antal klubber valgte at påbegynde en genopbygningsproces til fremtiden, hvor andre allerede var i gang og endda nogle år inde i processen. Derfor var det yderligere skuffende at hold som Washington, Chicago og Milwaukee – der alle anså sig selv som værende konkurrencedygtige – floppede i grundspillet og helt missede slutspillet, mens et ungt hold som Orlando tog nogle dårlige beslutninger som resulterede i en genstart i deres proces.

Selv Atlanta, et hold der sluttede med 48 sejre, overvejede ved trade deadline i februar at springe skibet i luften og starte om på ny, da de shoppede størstedelen af deres roster.

Resultatet blev et slutspil med manglende intensitet i de fleste serier, 20 kampe der blev afgjort med 25 point eller mere (en NBA-rekord, hvoraf den tidligere var på bare 11) og som i det store hele blev reddet af en guddommelig indsats af LeBron James og Cleveland Cavaliers i finalerne. Den uventede sejr var stærkt tiltrængt, for det efterlod fans med god smag i munden for NBA-sæsonen, hvilket er nødvendigt for at udvide brandet på et globalt plan. Men tag ikke fejl, sæsonen og de indledende runder i slutspillet var fyldt med problematikker som nu risikerer at blive endnu værre for 2016/2017-sæsonen.

Hvorfor? Fordi 29 organisationer nu teknisk set har en undskyldning for at starte om, efter Golden State erhvervede sig Kevin Durant. På papiret har Warriors et af de stærkeste mandskaber i historien af spillet, hvis ikke det absolut stærkeste. Det virker usandsynligt for de fleste at kunne skabe en konkurrencedygtig serie mod dem, og det vil i nogle tilfælde fungere som en mulighed for at lave nogle ændringer ved en klubs retning eller kultur.

Kigger man på sommerens aktivitet via draft og free agency, er det heller ikke logikken sejrede for samtlige hold. Chicago skrev under med Rajon Rondo og Dwyane Wade, trods ingen af dem passer ind i den spillestil ligaen gør sig brug af disse dage. Houston anskaffede sig Ryan Anderson og Eric Gordon som offensiv assistance til James Harden, og ignorerede stort set elementet af forsvar. New York fik byttet sig til Derrick Rose og skrev under med Joakim Noah til $72 millioner i et håb om at fortidens stjerner finder ungdommens kilde.

Det var mere klubber som Boston og Utah der tog nogle progressive skridt frem for at blive bedre, ved at anvende logik og fokusere på den rette form for holdopbygning. Al Horford er en undervurderet stjerne der gør alle de små ting, og hans tilstedeværelse passer sublimt ind i Bostons defensivt-orienterede system. I Utah tog man tilgangen, at dybden skulle udvides. Det betød en velkomst til Joe Johnson, Boris Diaw og George Hill, hvor sidstnævnte dog kommer til at træde direkte ind i rollen som starter. De to mandskaber gjorde mere for sig selv over sommeren end nogle andre hold der ikke hed Golden State Warriors, men det var stadig ikke opgraderinger der kastede dem ind i mesterskabssammenhæng.

Men kan man bebrejde de organisationer der vælger at bruge Durants beslutning som en undskyldning til at finde deres egen vej? Det er jo på sin vis en klog nok strategi der er baseret i logiske kalkulationer. Hvad der er uheldigt er simpelthen at det falder sammen med et så stort antal genopbygningsprocesser der allerede var i gang i forvejen. Nogle klubber har tænkt sig at forsøge og vinde, og det er i sig selv positivt, men det er et begrænset antal. Golden State, Cleveland, Boston, Toronto, L.A. Clippers og San Antonio er seks klubber der projekteres at være i slutspillet næste år, som alle går ind til denne sæson med oprejst hage og med et blik mod finalerne. Memphis, Houston, Chicago, New York, Detroit og Washington har samme ønske, men mangler enten talentet eller potentielt kemien for at kunne spille med om de sidste pladser. Derfor er deres position fanget lidt mellem himmel og jord, da et godt tilbud ved februars trade deadline i 2017 kan tvinge dem i en anden retning hvis de ikke sidder med de resultater som de havde håbet på givende tidspunkt1.

Så er der de unge klubber som Minnesota og Portland der er lidt i flux. Portland har nu ikke længere elementet af overraskelse på sin side, hvilket kunne give dem udfordringer næste sæson. Timberwolves vil uden tvivl forsøge at vinde kampe under Tom Thibodeau, og en plads i slutspillet er ikke udelukket, men ungdommen og den generelle mangel på erfaring betyder nok en hurtig exit hvis det skulle ske.

Orlando, New Orleans, Phoenix, L.A. Lakers, Sacramento, Denver, Brooklyn og Philadelphia har nok aspirationer om forbedring, men ingen af dem sætter næsen op efter slutspillet. De fleste vil med glæde have endnu et lottery pick at gøre brug af til næste år, og især Orlando kunne starte helt om på ny som tidligere nævnt.

Tager vi et kig tilbage på de førnævnte seks hold i toppen kan der også skæres nogle fra der. Boston er solide og dybe, men de mangler en dynamisk vingspiller som kan overtage en kamp når det er nødvendigt. Isaiah Thomas har gjort det fortræffeligt igennem hans tid i Boston, men der er brug for endnu en selv-skaber som kan tage presset fra ham. Overfor LeBron og Cleveland står de ikke med de store chancer. Det samme gælder for Toronto Raptors der mistede noget dybde over sommeren ved tabet af Bismack Biyombo. Med Tim Duncan nu på pension og både Tony Parker og Manu Ginobili et år ældre, ligner Spurs heller ikke den største trussel denne opgang. Pau Gasol kommer til at hjælpe deres offensiv, men defensivt tager de et kollektivt skridt nedad. Los Angeles Clippers står med nok deres bedste chance nogensinde, men her kan man med rette stille spørgsmålet om de er bedre end San Antonio? Hvis de er, er det ikke med meget, og distancen mellem dem og Golden State er betragtelig.

Alt dette peger på endnu et møde mellem Warriors og Cavaliers i slutspillet, og sæsonen er endnu ikke gået i gang. Skader kan selvfølgelig have en effekt, ligeså kan spillere der enten skuffer eller spiller over forventning, men det her handler om hvordan klubber anskuer ligaen på nuværende tidspunkt. General managers er ikke følelsesmæssige fans der slår sig på hjertet og siger “Vi er Sparta!” hvis de ved truppen bare ikke er der. Deres job er at bygge til fremtiden og lige nu har mange sniffet sig frem til en periode hvor det ikke skader deres ry så meget at bygge om. Ja, faktisk kan man endda forvente en form for accept fra fans, idet alle har forståelse for hvor farlige Golden State kan ende med at blive. Så hvis man som hold har søgt efter et tidspunkt at lave ændringer på, er nu den bedste tid at gøre det på fra samtlige vinkler.

Det vil ikke være specielt bekymrende hvis der her kun var tale om en sæson hvor en stor gruppe hold besluttede sig at lave ændringer. NBA er dog ved at gå ind i sin tredje sæson hvor tallet klubber der ønsker at starte om på ny er stort, og det kunne give dem et blå øje efter de mange TV-penge de fik fra ESPN og Turner. Bliver produktet værre, især over en længere årrække, bliver rettighederne mindre attraktive på sigt. Det betyder færre penge til ligaen, og dermed færre penge dedikeret til klubberne. Det er naturligvis den værst tænkelige situation, og vi er ikke nået til det punkt hvor det er aktuelt endnu, men man kan ikke undgå at lægge mærke til nogle tendenser der ikke ser ud til at gå væk.

Ingen ønsker at ende i midten i NBA. Så meget er vidst, og har været vidst længe. Men hvor man før forsøgte at lave moderate ændringer for at komme ud af den position er filosofien i dag ny. At bygge gennem draften er simpelthen den mest effektive måde at få verdenstalenter indenbords, og formlen for det starter med en masse nederlag. De klubber der førhen forsøgte at opgradere sig selv via trades hvis de fandt sig i midten af tabellen, forsøger nu at lave trades der opgraderer andre og nedgraderer sig selv så de kan komme tættere på lotto-boldene. Når man pludselig er 10-12 organisationer der alle prøver at gøre det samme, betyder det at det talent de trader væk ender hos klubber hvor stjernemassen bliver mere kompakt.

Hvad er løsningen?

Man kunne ændre i draft-formatet, hvilket har været en hyppig samtale på ligaens hovedkontor, uden noget resultat indtil videre. Man kunne sætte en begrænsning på trades, men det vil møde stærk modstand fra klubber da det vil begrænse deres fleksibilitet. Man kunne introducere nye cap-regler der gør det sværere for verdensstjerner at forlade deres klubber, men det hjælper ikke de der ikke har sådanne spillere til rådighed.

Sandheden er, at en løsning ikke er ligetil. Det bedste der kan ske er et scenarie som bygges på optimisme, og det er at NBA får nogle nogle seriøse indsprøjtninger af talent via draften over de kommende sæsoner. Stærke rookie-klasser gør en kæmpe forskel for flere hold på én gang og selvom der altid kommer til at være 14 hold uden for slutspillet, så er der forskel i hvordan deres fremtid ser ud, og her vil en super-rookie inspirere tilbygning, i stedet for nedrivning.

Det er unfair at dømme NBA og dets produkt på forhånd, især når hvert hold har 82 kampe der skal spilles, men den nuværende tendens ser for i år ud til at fortsætte med intet andet håb om forløsning end optimisme, og det er aldrig en god plan.

(Foto: Keith Allison)

  1. Hold især øje med Washington til februar. Hvis de er 10-15 kampe under .500 kunne de godt forsøge at ryste posen.