Trade Deadline: Hvem burde starte om?

Atlanta Hawks, Chicago Bulls og Memphis Grizzlies er tre hold der ved indgangen af dette års Trade Deadline står med en del åbne spørgsmål vedrørende deres fremtid.

Som regel har størstedelen af NBAs 30 klubber styr på deres retning og hvilken plan de skal følge. Men på det seneste er der dukket flere hold op som følger en tankegang de nok burde genoverveje, især nu når dette års Trade Deadline nærmer sig med hastige skridt.

Her er det især Atlanta Hawks, Memphis Grizzlies og Chicago Bulls der ligger i førersædet, da alle tre finder sig i samme pikante situation. De er nemlig gode nok til at spille .500-bold, og alle tre burde kunne nå slutspillet, men deres roster har ingen sikring for fremtiden på enten den ene eller anden facon.

Memphis befinder sig i et virvar af usikkerhed da point guard, og holdets rygrad, Mike Conley er en Unrestricted Free Agent (UFA) til sommer. Mister de ham, mister de deres samlingspunkt og enhver chance for at blive anset som et hold der kan lave larm i playoffs. Men det er nu den situation de befinder sig i, og med både Marc Gasol og Zach Randolph på den forkerte side af 30, er der behov for, som minimum, at lægge en plan der går længere end til sommer, hvor tilfældighederne ofte tager sig sit eget liv. Bare se DeAndre Jordan-sagaen fra sidste år.

Men hvad er den bedste plan for Memphis? Conley har enorm værdi som free agent, men ikke som trade-kandidat da ingen tør at risikere at miste ham efter bare 30-35 kampe. Hans UFA status er derfor hindrende, hvilket gør man skal kigge andre steder. Jeff Green er på en udløbende kontrakt, men disse er ikke længere specielt meget værd og det kan ærligt talt siges om Green selv. Dog er han alligevel en kandidat til at blive flyttet, bare for at Memphis kan få noget sammenhængende spil resten af sæsonen. Det er en lappeløsning, ja, men en nødvendig en lige nu.

Ellers burde de stille sig selv spørgsmålet om man skulle overveje det umulige: At shoppe Gasol.

Men selv her er der røde flag. Gasol kan potentielt misse resten af sæsonen med en fodskade og tager man hans alder og kontrakt i betragtning, er det ikke en god kombination. Randolph vil ingen have med mindre man opgiver ekstremt lidt, så set i det lys er Grizzlies efterladt til at shoppe deres rollespillere, som heller ikke giver specielt meget retur.

Så trods dommen i at de skal bygge om, bliver det en svær opgave at søsætte. Men det betyder ikke telefonen skal ignoreres næste torsdag.

I Atlanta shopper man åbent både Jeff Teague og Al Horford, hvilket er et tydeligt tegn på de mener ting skal ændres. Heldigvis for Atlanta er de ikke desperate, og det betyder deres pris for begge er høj. Om der så er nogen der er villige til at betale fair pris er en helt anden snak.

Det paradoksale ved Atlantas situation er, at de rent faktisk er en ganske solid boldklub. De er 31-24 og er tydeligvis et af de bedre mandskaber i Eastern Conference. Men det er netop problemet. De er ikke det bedste, og deres muligheder for at blive markant bedre er ikke gode. Deres kerne er effektiv, men for at finde en stjerne eller en essentiel rollespiller man kan tilføje til det nuværende mandskab – hvilket absolut er nødvendigt for at blive en seriøs mesterskabskandidat – vil det kræve at man flyttede en fra den etablerede kerne, og det betyder intet andet end ét skridt frem, for at tage ét tilbage. Der er simpelthen ingen pointe.

Man kan håbe at et hold ønsker at overbetale i en trade for Dennis Schröder, men det vil være at lægge alle æg i én håbløst optimistisk kurv. I stedet er det tid til at vælge en retning så man ikke ender i samme situation som i de tidlige 10’ere, da Joe Johnson og Josh Smith kunne bringe dem til slutspillet, men ikke gøre særligt meget mere derefter. For realiteten, så hård som den lyder, er at det tætteste på en NBA-død er middelmådighed. Atlanta er lige akkurat på den grænse, hvilket gør en langsigtet beslutning altafgørende.

Klubben med størst behov for en ny tankegang dog, er Chicago Bulls. Efter seks sejre i streg fra den 28. december til 7. januar har klubben smidt 13 ud af deres sidste 18 kampe, men endnu mere sigende end det er hvordan de taber. Den formodede dybde de skulle have haft ved indgangen af sæsonen har vist sig ineffektiv, og klubben er nummer 26 i ligaen i offensiv rating. Chicago er det hold i ligaen der svinger mest fra kamp til kamp, men trods det fortsætter ledelsen med at tro på deres chancer i slutspillet. Der florerer allerede rygter om en sommertilbud til Pau Gasol der skulle give ham over $20 millioner om året, trods han i år bliver 36 og er blevet mindre bevægelig defensivt jo ældre han er blevet.

I det store hele handler Chicagos situation mere om selvindsigt og accept, eller mangel på samme, på deres situation. Deres store drømme om en gentagelse af 90’er-succesen er en illusion der i nutiden slører deres syn på holdopbygning. Identitetskrise er et stort ord, men i denne sammenhæng er det den bedste beskrivelse. General manager Gar Forman ligner en mand der i større og større grad har tabt forbindelsen mellem vision og realitet, og for at ændre det skal Chicago starte ved ham, hvilket betyder en fyringsseddel.

Forman er naturligvis ikke det eneste problem. Holdet han har samlet har store fejl og den største af disse er mængden af spillere der kun kan skabe en positiv kontribution på én ende af gulvet. Bulls er i besiddelse af kun to, højst tre, spillere der kan spille begge ender af banen, hvilket er for svag dybde til at kunne forvente succes i slutspillet. Man kan argumentere for, at kun fire-fem spillere burde beholdes fremadrettet. Disse spillere, på nuværende tidspunkt, er Jimmy Butler, Nikola Mirotic, Bobby Portis, Doug McDermott og potentielt Taj Gibson. Med det sagt er ingen urørlige for den rette trade-pakke, og dette er inklusiv Butler, selvom det dog skal tage noget af seriøs værdi for at flytte ham.

Trade Deadline er torsdag den 18. februar klokken 21:00 og vi live-streamer lige her på Naismith.dk på aftenen.

(Foto: Keith Allison)